Musvågen
Musvågen er Danmarks mest almindelige rovfugl. Den er tydeligt større end en krage og har lange, brede og afrundede vinger. Dens fjerdragt kommer i mange forskellige versioner, fra helt ensfarvet mørkebrun til næsten helt hvid og alt der imellem. Som navnet antyder, går den ikke af vejen for en mus eller to, men den kan også finde på at spise regnorme. En af musvågens yndlingsaktiviteter er dog at hænge ud på pæle ved veje, hvor den leder efter trafikdræbte dyr, den kan æde. Om foråret kan musvågens skrig høres, når den kredser højt over skoven, ofte parvis.
Fun fact: Vidste du godt, at tusindvis af musvåger hvert efterår trækker gennem Danmark? De flyver i flokke på op til flere hundrede fugle, hvilket er et meget imponerende syn.
Seks hurtige om musvågen
- Vingefang: 113-128 cm.
- Længde: 54 cm.
- Vægt (han): 550-850 gram
- Vægt (hun): 700 – 1200 gram
- Kuldstørrelse: 2-4 æg
- Alder: op til 29 år
Hos musvågen og de andre rovfugle er hunnen altid større end hannen!
HØR FUGLENS STEMME
Lyt til musvågens hylende stemme

Musvågen lader sig svæve på jordens varme opvinde og sparer derved energi. Derfor kan de på trækket ses i flokke svæve i cirkler på himlen sammen med andre rovfugle.
Farverne på musvågerne varierer meget fra fugl til fugl, hvorfor de kan være svære at genkende. Lær i denne video mere om hvordan man kender musvågen og de andre danske rovfugle, når biolog Knud Flensted viser og fortæller.