Rundtosseleg

I mange år er der forsket i, hvordan fuglene finder vej på deres træk, og svaret er ikke så enkelt, da de forskellige fuglearter tilsyneladende bruger forskellige metoder til dette. Bl.a. virker det til, at fuglene har en magnetisk sans, lidt som et kompas, ligesom de også kan bruge bl.a. solens placering, stjernerne, landskaber og sågar lugte til at finde vej.

I denne enkle leg skal I selv prøve at være en fugl, der skal finde vej.

Materialer: Bind til øjnene og kompas (mange mobiltelefoner har et kompas).

Engang imellem sker det, at fuglene bliver lidt rundtossede og flyver forkert… Find et punkt på turen med god plads omkring. Giv nu børnene bind for øjnene, og lad dem snurre rundt i et halvt minuts tid, hvorefter de kan åbne øjnene igen. Hvis det er forår, skal de pege i den retning, de tror er nord. Er det efterår, skal de pege i den retning, de tror er syd. Tjek derefter med kompasset hvad der er rigtigt.

Tal med børnene om hvorfor de gættede på den retning, de gjorde, og hvordan vi mennesker kan navigere (uden hjælpemidler). Spørg dem derefter om hvordan de tror, fuglene mon kan finde vej? Hvad er forskelligt fra os mennesker, når vi finder vej?

Kan du finde vej som fuglene?