Most Wanted – November


Årstider: Efterår
Måneder: November

Fuglekiggere har ofte nogle særlige arter de rigtig gerne vil se når de skal på tur. En sådan art kalder de en “target art”. Vi efterlyser derfor hver måned en Most Wanted art som I selv kan prøve finde derude i naturen. Vi vil hjælpe jer ved at beskrive artens størrelse, udseende og levested, med en plakat som I kan printe og tage med jer ud.

Vi har valgt Snespurven som november måneds art. En rigtig barsk lille fugl. Snespurven er tilpasset nogle af de mest kolde egne i nord, hvor den kommer hertil fra de norske fjelde eller måske endda Grønland. De snespurve der yngler på Svalbard ved vi kan tilbringe vinteren i bjergene i Kasakhstan, hvilket også må være et temmelig koldt sted på denne årstid!

Snespurven ses herhjemme kun i vinterhalvåret, og du bør tage ud til kysten for at finde den på vores sandede strande eller strandenge. Her lyser vingerne hvide når de i flokke flyver lavt over stranden i søgen efter frø fra planterne. Ofte bliver man opmærksom på flokkene på stemmen. Lyt til snespurvens kald.

Det kan være lidt af en udfordring at finde snespurven, så hvis I er så heldige at spotte den, må I gerne give hinanden et ekstra klap på skulderen!