Efterårsferie = Blåvand!


Årstider: Efterår
Måneder: Oktober

Mange glæder sig til uge 42, når skolernes efterårsferie starter – især fuglekiggere! Hvert år afholdes der felttræf i Vadehavsområdet, hvilket giver en fantastisk mulighed for at komme ud at finde nye – og måske endda sjældne – arter når fuglekiggerne flokkes til området.

Det årlige felttræf afholdes på Danmarks vestligste punkt – Blåvands Huk – som er en af Danmarks bedste fuglelokaliteter. Her kan man være heldig at opleve fugle fra alle verdenshjørner, når de gør ophold på rejsen.

På felttræffet er der både konkurrencer, foredrag og quizz’er. Hele det store område omkring Blåvands Huk bliver gået igennem for (sjældne) fugle. Man står op med solen og er ude, indtil det bliver mørkt.

Er man ny fuglekigger, kan man med fordel møde mere erfarne fuglekiggere, som med glæde deler ud af deres viden om fuglene. Dette er en virkelig god måde at komme til at lære fuglene at kende på, ligesom man har mulighed for at få set en hel masse nye arter.

Sådan en tur kræver selvfølgelig lidt udstyr, og naturvejlederen anbefaler især:

  • Mad og drikke
  • Varmt tøj og regntøj
  • Gummistøvler
  • Mobiltelefon
  • Kikkert
  • Fuglebog
  • Zello (App til telefonen, der fungerer som walkie-talkie)

Tag familen med i sommerhus i området, og lær jer en masse ude i felten med de dygtige fuglekiggere og Blåvand Fuglestation. Kan være at det lige netop er det, der får børnene “hooked” på fuglekigning.

Ungdomsgruppen i DOF – DOF UNG, afholder hvert år en lejr for børn og unge i uge 42. Som ungdomsmedlem af DOF er der derfor mulighed for rigtig at komme ud og nørde fugle hele ugen sammen med andre ligesindede.

Naturvejlederen er taget på Felttræf
Unge fuglekiggere fortæller om deres oplevelser på Felttræffet, da der bliver ringmærket en sjælden Fuglekongesanger fra Sibirien